
Jeg kan ikke se den anden vej, når landmænd, indvandrere, arbejdsløse, psykisk syge og alkoholikere ikke behandles med respekt.
Valget handler ikke kun om blåt eller rødt, 12 min. eller efterløn. Det handler om, hvad det er for et samfund vi vil have i fremtiden - og hvilke værdier samfundet skal bygge på. Værdier som tillid, respekt og omsorg for hinanden.
Jeg har svært ved at være ligeglad, når jeg ser en alkoholiker miste sit værested og ende på gaden. Jeg kan ikke se den anden vej, når 500.000 er psykisk syge, uden nogen tager ansvar. Vi skal behandle hinanden med respekt og værdighed - uanset om man er arbejdsløs, landmand eller indvandrer.
Det er ikke respekt at tvinge børnefamilierne til at undvære hinanden en time mere om ugen. Vi skal vise familierne tillid og give dem frihed til at tage ansvar for deres eget liv. De skal selv vælge hvor deres børn skal gå i skole. Uanset indkomst skal børn og unge kunne vælge en friskole eller efterskole. Det kan de kun hvis staten bliver ved med at støtte de frie skoler og det frie skolevalg.
Og det er ikke respekt når mange unge skal tage en uddannelse, men ikke kan få en praktikplads. I stedet skal vi forberede dem på fremtiden ved at sikre praktikpladser gennem en ordning, hvor man kan komme i praktik op til 3 forskellige steder. Derved deles virksomhederne om praktikanterne og de unge lærer om flere forskellige jobs og kan derfor bedre vælge, hvad de vil.
Det er ikke respekt når mennesker gøres op i nytteværdi og point. I stedet ønsker kristendemokraterne, at alle der kommer til vores land bliver budt velkommen og stillet simple krav. Krav om danskundervisning og uddannelse eller arbejde. De ønsker at være en del af vores samfund og kun gennem tillid og respekt kan de blive det.
Jeg kæmper ikke for hverken rød blok eller blå blok. Jeg kæmper for et folketing, der kan samarbejde hen over midten, jeg kæmper for en fremtid, hvor vi kan se hinanden i øjnene og for et anstændigt Danmark. Derfor stemmer jeg KD på torsdag.

